Virkeligheden har det med ind imellem at ramme en som en forhammer og sætte ens udfordringer og daglige problemstillinger i et grusomt, skånselsløst perspektiv. Og tvinge en til at tænke lidt over, hvor godt man rent faktisk selv har det.
I går aftes skete det igen for mig. Min lillebror, Lars, ringede og fortalte, at hans svoger, Arne, ligger på et hospital i Oslo og svæver mellem liv og død efter at have været igennem en levertransplantation, der indtil videre ser ud til ikke at gå efter planen. Og at det naturligvis har sendt alle i den del af familien - og ikke mindst Arnes kone, Tove - helt ned med flaget.
Jeg kunne også høre på Lars, at han synes, det er rigtig hårdt. At der de seneste par år har været for meget med først Louises død og nu dette. Og jeg kunne sagtens forstå ham. For det er umenneskeligt hårdt, når hverdagen bliver ramt af disse katastrofer. I dette tilfælde er katastrofen så meget desto større, fordi der også er tre små børn involveret. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på.
I den situation er det svært at råde. Det eneste, jeg kunne råde Lars til var at tage dagene, som de kommer - en ad gangen. Min egen oplevelse fra dengang med Louise var, at det var vigtigt at være i det, mens det skete - at tage det hele ind - fordi det lettede reflekteringen efterfølgende at vide, man havde været der og gjort sit. Og fordi fremtiden alligevel indeholder så mange ubekendte i en sådan situation, at det er meningsløst at forsøge at begynde med at analysere sig frem til, hvordan det kommer til at gå.
Jeg har så forfærdelig ondt af Tove og Arne. Arne fordi han er Jordens flinkeste og sjoveste fyr, der absolut ikke har fortjent at være i en sådan situation. Og Tove fordi jeg fra mig selv ved, hvordan det er at stå i en situation, hvor ens elskede ligger der, og man hverken ved, hvad der vil komme til at ske eller er i stand til at gøre noget andet end at være der. Og med tanke på ungerne derhjemme må det virkelig være ekstra forfærdeligt.
