mig.mads-k.com

Én ting er, at en eller anden grossist tilsyneladende konsekvent tager ågerpriser, når de sælger dagligvarer til københavnske daginstitutioner. Noget helt andet - og i min bog langt mere kritisabelt er - at det kræver et indslag i tv-nyhederne, før kommunen opdager problemet og prompte i en slags symbolhandling vælger at opsige kontrakten med leverandøren.

Det får mig til at tænke over, præcis hvad der foregår indenfor murene på Københavns Rådhus? Foregår der overhovedet noget?

Når nogle tilsyneladende har prokura til at indgå aftaler, der viser sig at være alt andet end fordelagtige for kommunen og dermed for skatteyderne, bør der vel også være nogle, der kontrollerer leverandøren, følger op og råber vagt i gevær, når det hele løber af sporet? Det er ganske almindelig fornuftig adfærd, når man har med betroede midler at gøre.

Hvor er det ufatteligt, at en kommune den ene dag vil stå og beklage sig over, den ikke får nok penge til alle sine opgaver - og samtidig skyller de penge, de så får, ud i kloakkerne. Det burde ikke have lov til at finde sted.

Loading mentions Retweet

1. Sørg for at have nogle jævnlige sociale aktiviteter (5/10) - Jeg kommer da ud, men det sker ikke voldsomt ofte. Og nej, det er ikke trist på den der patetiske måde. Jeg foretrækker bare at koble helt af sammen med min skønne Christina, når jeg har fri.
2. Følg en fitness plan (3/10) - Jeg er verdensmester i at have en plan, men absolut amatør i at føre den ud i livet.
3. Forfølg en hobby (5/10) - Denne er svær for mit arbejde dækker også over min hobby, så hvordan måler man lige det?
4. Meld dig som frivillig (2/10) - Jeg duer ikke til det og har ikke motivationen og begejstringen for det. Og når de ikke er der, bør man holde sig væk.
5. Skriv et manifest. (1/10) - Hvordan pokker skulle det bidrage til mere afslapning?
6. Be' om hjælp (5/10) - Her kunne jeg bestemt godt være bedre, selvom jeg faktisk synes, jeg er ok til at uddelegere. Jeg skal måske først og fremmest lære ikke at tage alting så pokkers nært.
7. Få andre til at le (3/10) - Jeg kan sagtens grine ad andre og gør det også tit. Men nogen stor komiker er jeg ikke selv. Jeg er bedre til at spille videre med en bold end til at støbe kuglerne selv.
8. Lav en flugtliste (1/10) - Ligger mig uendeligt fjernt.
9. Få et fast morgenritual (3/10) - Udover at starte dagen med 3 kopper kaffe for at få systemerne igang? Jeg kunne bestemt godt bruge nogle sundere morgenvaner...
10. Drop undskyldningerne (8/10) - Dette er jeg god til. Jeg kommer (stort set) aldrig med undskyldninger. I hvert fald ikke nogen, hvor jeg peger fingre ad andre.
11. Stå til ansvar (10/10) - Dette er jeg rigtig god til. For meget måske. Hvilket måske også i virkeligheden kan være med til at bidrage til problemet?

Loading mentions Retweet

Der er mange ting, jeg ikke helt forstår. Og landbruget er bestemt én af dem.

Her har vi et erhverv, hvor det hele de seneste årtier har handlet om at industrialisere produktionen, skalere og producere mere og mere. Det har kostet knaster, så det batter, og for at få tingene til at hænge sammen, har mange landmænd kastet sig ud i spekulation, de slet ikke burde have rørt. Det har så kostet endnu flere knaster.

Og nu klager landbruget så ifølge TV-Avisen så meget over nye miljøkrav og hvad de ser som ekstra byrder, at de truer med at brænde medlemskortene til bonde... - undskyld - regeringspartiet Venstre.

Ak og ve.

Hvem var det, der sagde, at landmændene skulle spænde sig selv så meget for, at de nu reelt set sidder i gældsfælder, hvor selv den mindste forstyrrelse udefra kan risikere at få læsset til at vælte? Hvem var det, der bestemte, at landbrug skulle være fabrikker, hvor der kæmpes på evigt skrumpende marginer på masseproduceret kød af mere eller mindre tvivlsom kvalitet (come on, hvem snyder vi egentlig, hvis vi bilder os selv andet ind?) i stedet for på færre produkter af højere kvalitet og til en bedre pris? Hvem var det, der fik den 'gode' idé, at Danmark partout bare skulle være verdens forsyner af bacon?

Loading mentions Retweet

Endelig er der ved at være håb forude.

Ok, det kan lyde lidt dramatisk, men ikke desto mindre er det en stor uge, vi går i møde, for det er ugen, hvor Christina og jeg endelig, endelig kan begynde indflytningen i Paladset i Skovlunde.

Vi har fået malet stort set hele huset - mangler lige et bryggers - og lige nu går gulvfolkene rundt og ordner det sidste på vores gulve, der er blevet slebet og skal have ialt tre gange mat lak, så det både spiller og er hårdfør. Og når det er gjort, er vi ved at være der.

Vi mangler ganske vist stadig vores soveværelse, der lige nu står fuldspartlet og klart til at blive grundet og få sat filt op. Men det må komme i weekenden og weekenden efter det. Og det forhindrer os ikke i at flytte ind i de andre værelser og så småt begynde at indrette os.

Det bliver helt fantastisk at komme i gang med. Og meget anderledes. Også for mig. For for første gang i 10 måneder har jeg reelt set mine ting igen. Og det bliver specielt at skulle gå og finde nye pladser til de ting, jeg har med mig fra mit tidligere liv. Det bliver et spørgsmål om at binde nogle ender sammen, markere den sluttede cirkel for noget som var og fejre, at noget nyt og fantastisk skal til at begynde.

Jeg kan slet, slet ikke vente.

Loading mentions Retweet

Hvor er det bare dejligt ind imellem at blive bekræftet i, der stadig er forstandige mennesker til midt i en verden ofte (hvis man skal tro medierne i hvert fald) præget af uorden og kaos.

Følelsen fik jeg i dag, da jeg kunne læse, at 38 journalister på Politiken i et debatindlæg samme sted har taget offentlig afstand fra chefredaktør Tøger Seidanfadens helt igennem misforståede undskyldning til Profeten Muhammeds efterkommere.

Nu sidder jeg så bare med et par spørgsmål:

(1) Hvordan forholder avisens øvrige journalister - det tavse flertal - sig til hele sagen? Og kan journalisterne overhovedet leve med på den måde at være i et modsætningsforhold til deres egen ledelse omkring en sag, der tydeligvis har den allerstørste principielle vigtighed.

(2) Hvordan forholder avisens abonnenter sig til denne splittelse mellem de folk, der gerne dag efter dag skulle kunne levere et meningsfuldt produkt til læserne?

(3) Kan alle fortsætte på deres poster, som om intet var hændt? Og hvad siger bestyrelsen for JP/Politikens Hus til en misére, der har kastet mere grus i maskinen, end det har givet afklaring og fredelig sameksistens.

Dette bliver med statsgaranti en af de sager, det bliver rigtig spændende at følge fortsættelsen på.

Loading mentions Retweet

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget tid, jeg bruger på møder. Hver eneste dag sidder jeg og stirrer på en kalender, der er mere eller mindre brændt sammen, og det værste af det hele er næsten, at når jeg så forsøger at genkalde mig, hvad det væsentligste, der kom ud af de mange møder, rent faktisk er, er jeg rimelig blank. Kan man mon lide af 'møde-overload'?

Af samme grund trænger jeg i den grad til at blive bedre til at strukture mine møder. Jeg kan (dog) huske, jeg engang var til et seminar, hvor en meget vis person forklarede, at et møde (1) altid skulle have en fast dagsorden og (2) enten skulle være et brainstorm-, diskussions- eller beslutningsmøde. Ingen symbioser mellem de forskellige. Jeg tænkte, det var rigtig smart - og formåede aldrig nogensinde at få det ført ud i livet. Ikke konsekvent i hvert fald.

Mon det ville fungere? Kunne man forestille sig, man simpelthen holdt 22 minuters møder hvert med ét punkt på dagsordenen, som man så til gengæld kunne bruge 22 minutter på at komme i dybden med? For mig lyder det rimeligt effektivt, og bare tanken om at have et møde om én ting fremfor 100 ting virker voldsomt appellerende. Måske jeg skulle prøve det.

Loading mentions Retweet

Jeg har en udfordring, jeg virkelig bliver nødt til at få noget gjort ved; jeg arbejder alt, alt for meget - og ikke altid med de rigtige ting. Og nogle gange må jeg virkelig stoppe op og spekulere over, hvor det præcis er, det bringer mig hen?

Misforstå mig ikke. Jeg har et super spændende job, som jeg er passioneret omkring, og som jeg ser masser af gode, positive udfordringer i. Men når man, som jeg, står op kl. 5.15, går i gang med at arbejde kl. 6.30 og ofte først er færdig kl. 18.00, bliver man nødt til at spørge sig selv, om man bruger sin tid rigtigt.

Jeg ved udmærket godt, at det er mit eget ansvar. Og at jeg ikke kan pege fingre ad andre, selvom jeg ind imellem, når det hele bare kører derudaf, kan have svært ved at forstå, at det langtfra er alle, der har samme syn på arbejde og det at være dedikeret til det, som mig selv. Jeg bliver nødt til konstant at holde mig selv op på, om jeg er på vej mod målet eller på vej længere fra det, for hvis det er det sidste, der er tilfældet, skal der en kursændring til. Og sådan kan jeg godt have det ind imellem.

Jeg har sagt gentagne gange, at jeg glæder mig fantastisk meget til at få et kontor igen, når vi flytter ind i vores nye hus. Og det mener jeg. For det giver mig en mulighed for at planlægge bedre og måske ind imellem tage en dag derhjemme, hvor jeg effektivt går i dybden med en sag fremfor at forsøge at få den løst på kontoret, hvor der også er alle mulige andre ting, der skal tages stilling til. Det er måske et naivt håb om at få en bedre balance, men ikke desto mindre er det et håb.

Loading mentions Retweet

Virkeligheden har det med ind imellem at ramme en som en forhammer og sætte ens udfordringer og daglige problemstillinger i et grusomt, skånselsløst perspektiv. Og tvinge en til at tænke lidt over, hvor godt man rent faktisk selv har det.

I går aftes skete det igen for mig. Min lillebror, Lars, ringede og fortalte, at hans svoger, Arne, ligger på et hospital i Oslo og svæver mellem liv og død efter at have været igennem en levertransplantation, der indtil videre ser ud til ikke at gå efter planen. Og at det naturligvis har sendt alle i den del af familien - og ikke mindst Arnes kone, Tove - helt ned med flaget.

Jeg kunne også høre på Lars, at han synes, det er rigtig hårdt. At der de seneste par år har været for meget med først Louises død og nu dette. Og jeg kunne sagtens forstå ham. For det er umenneskeligt hårdt, når hverdagen bliver ramt af disse katastrofer. I dette tilfælde er katastrofen så meget desto større, fordi der også er tre små børn involveret. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på.

I den situation er det svært at råde. Det eneste, jeg kunne råde Lars til var at tage dagene, som de kommer - en ad gangen. Min egen oplevelse fra dengang med Louise var, at det var vigtigt at være i det, mens det skete - at tage det hele ind - fordi det lettede reflekteringen efterfølgende at vide, man havde været der og gjort sit. Og fordi fremtiden alligevel indeholder så mange ubekendte i en sådan situation, at det er meningsløst at forsøge at begynde med at analysere sig frem til, hvordan det kommer til at gå.

Jeg har så forfærdelig ondt af Tove og Arne. Arne fordi han er Jordens flinkeste og sjoveste fyr, der absolut ikke har fortjent at være i en sådan situation. Og Tove fordi jeg fra mig selv ved, hvordan det er at stå i en situation, hvor ens elskede ligger der, og man hverken ved, hvad der vil komme til at ske eller er i stand til at gøre noget andet end at være der. Og med tanke på ungerne derhjemme må det virkelig være ekstra forfærdeligt.

Loading mentions Retweet

Unge danskere har ikke den mindste økonomiske sans, og de har bjerge af gæld. Det viser en ny undersøgelser, der sætter tal på, og når frem til at op imod 60% af unge mellem 18 og 27 ikke engang aner, hvad renter er. Det er absolut rystende.

Med fare for at komme til at lyde som en rigtig gammel gnavpot, har jeg længe haft mine tvivl om, hvordan det skulle gå den generation af unge, der er opvokset under de senere års forbrugsfest.

Unge der er blevet vant til, at man kan få et arbejde uden først at gide at tage en uddannelse.

Unge der er blevet vant til, at der altid er penge nok, også selvom man ikke rigtig gider at arbejde for dem.

Og unge der tror, at hele verden per definition drejer sig omkring dem, og som tror, de er verdensmestre til alt, bare fordi de er...unge.

Well, så vågn dog op!

Det bør forlængst være gået op for de fleste, at sådan hænger verden ikke sammen. At der skal kvalifikationer til for at få et godt arbejde. At der skal arbejdes for at få penge ind på kontoen. Og at verden ikke vender sig i forundring, bare fordi man er ung.

Men er det det?

Jeg tvivler. Og hvis jeg skal være rigtig gram i hu, kan jeg godt frygte, at vi kommer til at slås rigtig meget med disse unge fremover. At de, når verdens rette sammenhæng endelig trænger igennem deres tykke skal, vil gøre endog ganske voldsom ballade. Blive tabt på gulvet - eller måske snarere; selv melde sig ud og betragte sig selv som ofre, selvom mange af dem aldrig rigtig har forsøgt at yde en indsats. Det er så slapt, som noget næsten kan være.

Hvis ikke det var fordi, det er så stort et problem, kunne man læne sig tilbage i tryg forvisning om, at der altid vil være brug for én selv, der har lært, hvordan disse basale ting i verden hænger sammen, og som har en vis erfaring i at leve efter dem. Men det vil jeg ikke. I stedet vil jeg gyse ved tanken om den regning, der skal betales af alle os andre. For den risikerer på enhver måde at blive rigtig stor.

Loading mentions Retweet